søndag den 20. december 2015

Omprioriteringer på børn- og ungeområdet

På mødet i Børn- og Ungeudvalget den 8. december 2015 drøftede udvalget, hvordan der kan skabes balance i budgettet for 2016.
Baggrunden er, at udgifterne til især anbringelse af børn uden for hjemmet fortsætter med at stige i Odense Kommune. Derfor har Børn- og Ungeudvalget valgt at foreslå omprioriteringer for 30,5 mio. kr. inden for sit eget budget i høring.
De næste fem uger kan interesserede give deres mening til kende.
Svarfristen er den 14. januar 2016 kl. 10.00.
På sit møde den 26. januar 2016 vil udvalget træffe endelig beslutning om besparelserne.

Giv dit besyv med til udvalget, for det er OK for dine børns fremtid.
http://subsites.odense.dk/hoeringer%20i%20odense/aktuelle/omprioriteringer-paa-boern-og-ungeomraadet
,
 

torsdag den 8. oktober 2015

Åbent brev 3 til Byrådet


Så er kampe tabt i denne runde, byrådet godkendte budgettet og fik ingen ting. Men vi kæmper videre.
 
God efterårsferie til jer alle.
Nedenstående brev sendte vi til byrådet få timer først sidste møde.
 
Børnene er budgetforligets helt store tabere

Kære politikere i Odense Byråd

I har netop indgået et enstemmigt budgetforlig under overskriften ”Odense – Mod på fremtiden”, hvor I samstemmende har udråbt børnene i Odense til de helt store vindere. Men når vi læser budgetforligets tekst, ser vi en ganske anden virkelighed.

Sandheden er, at folkeskolerne i Odense ikke får en eneste krone mere end sidste år, hvor budgetterne i forvejen var så stramme, at 22 skoler har set sig nødsaget til at afvise dem. For os ser det ud som om, I ingenting har foretaget Jer i den henseende. Det undrer os, hvordan I kan udråbe folkeskolernes børn til de helt store vindere i budgetforliget, når den økonomiske ramme er uændret, og når de besparelser I vil realisere på folkeskoleområdet ikke øremærkes til folkeskolerne. På den vis stiller det aktuelle budgetforlig folkeskolen ringere, da vi ikke ved, hvor store besparelser vi skal levere til andre områder. Børnene i folkeskolen er ikke blandt de store vindere af budgetforliget. Sagen ser således ud:

I foråret 2015 afviste 22 skolebestyrelser at godkende årets budget, fordi de ikke så sig i stand til at leve op til Odense Kommunes krav til folkeskolerne, herunder ressourcekrævende forandringer som folkeskolereform og inklusion. Ud over at have påført folkeskolerne enorme besparelser på bare få år, inddrog I også en stor del af midlerne til vikarer. I rådede en smule bod på det ved at sende et engangsbeløb på 10 mio. kr. tilbage igen – men allerede inden besparelserne, var vi på skolerne voldsomt pressede i forhold til vikardækning. Nu hvor engangsbeløbet er brugt, fylder de 10 mio. kr. i det kommende års budget blot et kæmpe tomt hul ud på vikarkontiene. Altså, er vi i akkurat samme situation som inden budgetforliget. Vi mangler penge, mange penge. Det bringer os tilbage til de afviste skolebudgetter. I har ikke forholdt jer til, hvad vi som skolebestyrelser skal gøre, når nu budgetsituationen i praksis er uændret, men vi stadig skal leve op til de samme krav. Slækker vi på kravene i vores tilsyn, eller overskrider vi budgetterne? Og hvad med næste års skolebudgetter. Der er ikke udsigt til, at vi kan stå inde for godkendelse af dem.

Vi vil også gerne have svar på, om budgetforliget skal forstås sådan, at de besparelser I lægger op til på folkeskoleområdet ikke nødvendigvis tilfalder folkeskolerne, men børn og unge i Odense. Hvis dette er korrekt, risikerer vi, at der sendes endnu flere penge ud af folkeskolernes budgetter. Hvad har børnene i folkeskolen vundet ved dette? Vi har i forvejen mere end vanskeligt ved at få råd til helt basale ting i folkeskolen, f.eks. en lærer/pædagog til alle klasser, lærebøger og tidssvarende inventar. Og så taler vi endnu ikke om at få råd til folkeskolereform, inklusion, differentiering, it og alt det andet.

Når I udråber folkeskolernes børn til budgetforligets vindere, har vi altså utrolig svært ved at se og forstå det. Vi ser folkeskolerne og børnene i Odense som taberne i det indgåede forlig. Vi skal gennemføre dette århundredes største forandring på folkeskoleområdet uden hverken politisk eller økonomisk opbakning. Vi har svært ved at se, at I ønsker at prioritere folkeskolerne i Odense. Vi ville ønske, I ville forholde Jer til den umulige opgave, I stiller os (og til de mange skolebestyrelsers manglende godkendelse af budgettet), og vi ville ønske, at I ville skabe nogle rammer, der giver os en reel chance for at implementere folkeskolereformen.

Venlig hilsen
Skolebestyrelserne

Tarup Skole, Næsby Skole, Bækholmskolen, Ubberud Skole, Agedrup Skole, Seden Skole, Abildgårdskolen, Søhusskolen, Hunderupskolen, Kroggårdsskolen, Dalumskolen, Åløkkeskolen, Højmeskolen, Paarup Skole, Ejerslykkeskolen, Sanderumskolen, Holluf Pile Skole, Stige Skole, Vestre Skole, Rasmus Rask Skole, Enghaveskolen, Provstegårdskolen, Tingløkkeskolen, Spurvelundskolen, Nørrebjergskolen, Rosengårdskolen, Hjalleseskolen, Munkebjergskolen, Risingskolen, Højby Skole, Tingkærskolen, Skt. Klemensskolen

søndag den 28. juni 2015

God sommer og husk den 9. september



Kære forældre!

Skolebestyrelsen vil også benytte den nært forestående sommer til at gøre en lille status.

Vi har nået rigtigt meget i år.

Der er skrevet en række principper:

  • Vision for Seden Skole.
  • Regler vedrørende rygning.
  • Princip for motion og bevægelse, i løbet af skoledagen.
  • Princip for klassedeling og -sammenlægning.
  • Princip mobning.
  • Princip for elevrådsvalg og -arbejde.
  • Princip for skole-hjem-samarbejde 
Vi har, siden Maj, valgt at slutte os til byens andre skoler, i kampen om flere penge til skolerne. Hvilket betyder, vi har valgt at suspendere godkendelsen af budget for 2015-16. Dette betyder også at vi har igangsat en underskriftsindsamling, hvor vi har brug for alle jeres underskrifter. Vi må på en skole, med mere end 600 elever, kunne samle 400 underskrifter og gerne 6-700. Så hjælpe os.
http://www.skrivunder.net/seden_skole_flere_penge_til_folkeskolen_i_odense
De mange underskrifter fra alle skolerne, afleverer vi med et happening på Odense rådhus pladsen den 9. september kl. 16:30. Her vi håber så mange forældre som muligt har tid til at komme. Så sæt X i kalenderen.

Med ovenstående vil jeg på, skolebestyrelsens vegne, ønske jer alle en god sommer.

Med venlig hilsen
Charlotte Veppler
Formand Skolebestyrelsen





søndag den 21. juni 2015

Reserver 9. september kl 16:30 - 18:30

Vi arbejder på et arrangement på Rådhuspladsen den 9. september.
Så sæt X i kalenderen og kom og bak vores folkeskole op.

Mvh
Bestyrelsen

Facebook gruppen "Flere penge til folkeskolen i odense" er i luften....

Hej Alle!
Vi kæmper hårdt med underskriftsindsamlinger og nu er der lavet en fælles odense facebook side.

Like side og du er med.

https://www.facebook.com/pages/Flere-penge-til-Folkeskolen-i-Odense/587445628024427

Mvh
Skolebestyrelsen

mandag den 1. juni 2015

FLERE PENGE TIL FOLKESKOLEN I ODENSE!

Byrådet i Odense kommune har siden 2010 reduceret så kraftigt i budgettet, at vi nu indtager en bundplacering på listen over 'hvor mange penge der kan bruges pr. elev i folkeskolen', i forhold til alle landets kommuner. Odense kommune afsatte i 2010 64.266 kroner per elev og i nuværende budget 2015-16 er beløbet helt nede på 48.136 kroner, et fald på 25%. Til sammenligning afsættes der i Nordfyns kommune 58.315 kroner per elev, altså 20 % mere.

Vi kræver, at Byrådet tilbageruller de sidste 5 års besparelser og igen afsætter et budget for folkeskolen, på linje med andre sammenlignelige kommuner.

Det betyder, at byrådet til de kommende budgetforhandlinger skal tildele folkeskolen yderligere 250 mill. kroner. Pengene skal ikke tages fra vuggestuer og børnehaver, men tildeles Børne- og Unge budgettet andetsteds fra.

Vores elever betaler en alt for stor pris for Byrådets vækstindsats! Vi efterspørger en politisk strategi, som anerkender vores børn som kommunens største vækstpotentiale.

På baggrund af ovenstående, har skolebestyrelsen på Seden Skole valgt at suspendere budgettet frem til slutningen af juni, hvor vi igen har møde.

Med denne underskrift bakker jeg op omkring skolebestyrelsens krav til byrådet i Odense, tryk på nedenstående link:

http://www.skrivunder.net/seden_skole_flere_penge_til_folkeskolen_i_odense


Venlig hilsen
Charlotte Veppler
Skolebestyrelsesformand

onsdag den 27. maj 2015

Åbent debatmøde 2. juni


Til skolebestyrelser og andre interesserede


 

Invitation til Åbent Debatmøde vedr. skolernes økonomi


2. juni kl. 19 på Rosengårdsskolen


Skolebestyrelsen ved Rosengårdskolen har taget initiativ til at invitere Økonomiudvalget samt Brian Dybro og Alex Ahrendtsen til åbent debatmøde om den alvorlige økonomiske situation for Odenses skoler. Vi lægger op til en debat, hvor vi kan få klarlagt de udfordringer, skolerne står over for, og hvor vi sammen kan bidrage til at finde løsninger. Alle interesserede er velkomne!

Vi vil desuden lægge op til en debat om alternative finansieringsmuligheder af skolernes drift. Herunder fx følgende:

1.      Brug af sponsorater

- fx sponserede læremidler, salg af skolens navn, salg af plads til reklamer

2.      Nedsætning af timetallet

3.      Udlejning af skolens arealer

- fx udlejning af tagområder til grøn energi

- udlejning til parkeringspladser

- overnatning i forbindelse med Odenses mange kulturelle arrangementer

Mødet foregår d. 2. juni kl. 19 på Rosengårdskolen, Stærmosegårdsvej 51, 5230 Odense M

Eventuelle spørgsmål kan rettes til Jeppe Bundsgaard jeppe@bundsgaard.net eller XXX

 

 

På vegne af skolebestyrelsen ved Rosengårdskolen
Jeppe Bundsgaard

 

tirsdag den 26. maj 2015

Skolebestyrelsen suspenderer godkendelse af budgettet.....


Pressemeddelelse om, at vi suspenderer godkendelse af budget frem til vores møde ultimo juni……

Skolebestyrelsen på Seden skole, besluttede onsdag aften den 20. maj, at de vil suspendere godkendelse af budget og genoptage forhandlinger ved næste møde ultimo juni 2015.

 

Hvorfor afventer vi…..

·      Vi håber på en politisk beslutning fra Odense Kommune, om at skoleområdet tilføres penge, så vi kan give fremtidens borgere en god uddannelse og fremtid.

·      Det er ikke muligt at spare mere, for at udmønte reformen og inklusion af børne med særlige behov.

·      Vores vikar budget er stadigt stigende.

·      Vi har sparet, det vi kan spare siden 2010.

·      Vi har ingen midler til lejrskoler, de har været væk de sidste 4 år.

·      Vi har sparet på bibliotekstimer.

·      Vi har så få ressourcer, at vi er ikke er i stand til at tilbyde de fornødne undervisningskompetencer ved lektiecafe og vi kan slet ikke give timerne den faglige fordybelse som reformen foreskriver.

·    Vi har siden august 2014 skulle udmønte en reform med de midler vi har til rådighed og det er ikke længere muligt at skære mere, uden at tage pengene fra områder som gør at inklusion og differentieret undervisning kan lade sig gøre.

Så med ovenstående begrundelse er budget godkendelsen suspenderet.

På vegne af skolebestyrelsen

Seden Skole

Formand Charlotte Veppler

onsdag den 20. maj 2015

Åbent brev nr. 2

Kære Forældre!

Skolebestyrelserne i Odense arbejder hårdt på at komme i dialog med Odense kommune om flere midler til folkeskolen. Der er skabt et enigt og arbejdsomt netværk blandt skolebestyrelserne i Odense og dette har affødt 2 breve til kommunen. Det første kan du læse på skolebestyrelsen blog og det som netop er udsendt i denne uge, ser du nedenfor.

Vi arbejde på forskellige events for at få mere dialog, og i den sammenhæng laver vi en underskrifts indsamling, så skulle der være en forældre eller flere derude som vil hjælpe med denne proces, må I gerne skrive til skolebestyrelsen via intra.

Åbent brev nr. 2
til Byrådet i Odense Kommune
(På vegne af alle 36 skolebestyrelser i Odense Kommune)

 Formændene fra kommunens folkeskoler har været samlet mandag den 18. maj til møde og har konstateret, at Byrådet endnu ikke har givet konkrete tilsagn om at tilføre folkeskolen i Odense væsentligt flere midler.

Vi har fået tilkendegivelser fra flere partier om, at budgettet for 2016 bliver med forbedringer for folkeskolerne, hvis de skal være med i et budgetforlig! Det er glædeligt, men det er ikke nok.

Vi har nemlig måttet erfare, at borgmester Anker Boye flere gange gennem medierne har givet udtryk for, der ikke er råd til noget til folkeskolen, fordi vækststrategien i Odense Kommune åbenbart ikke inkluderer børn og deres grundlæggende uddannelse.

Anker Boye er i samme medier citeret for at være vidende om, at skolerne i Odense ‘udpines’. Borgmester/byråd anerkender altså, at Byrådet udpiner folkeskolen som konsekvens af vækststrategien.

Det er fuldstændig uacceptabelt for os - og vi vil arbejde på at samle kommunens vælgere omkring denne kritik!

Vi må som forældrevalgte bestyrelser fortsætte med at råbe op:

·         Besparelserne i Odense Kommune er enorme og får vidtrækkende konsekvenser.

·         Besparelserne er ude af trit med resten af Fyn, de andre 5 store kommuner og hele Danmark.

·         Der er brug for investeringer i folkeskolen og folkeskolereformen.

·         Børn og folkeskole spiller en central rolle i væksten af enhver kommune.

Vi er alle dybt bekymrede og fortsætter vores politiske arbejde, indtil folkeskolen i Odense bliver en del af den politiske vækstdagsorden. Der skal tildeles skoleområdet omkring 250 millioner kroner årligt, for at vi i Odense kan drive folkeskole på sammenlignelige vilkår med andre kommuner i Danmark.

De 36 skolebestyrelser er:
Agedrup Skole, Åløkkeskolen, Paarup Skole, Vestre Skole, Søhusskolen, Tingkærskolen, Ubberud Skole, Tarup Skole, Provstegårdsskolen, Stige Skole, Korup Skole, Spurvelundskolen, Kroggårdsskolen, Skt. Klemensskolen, Tingløkkeskolen, Seden Skole, Sanderumskolen, Rosengårdskolen, Risingskolen, Rasmus Raskskolen, Næsby Skole, Munkebjergskolen, Lumby Skole, Højmeskolen, Højby Skole, Hunderupskolen, Hjalleseskolen, Enghaveskolen, Ejerslykkeskolen, Dalumskolen, Bækholmskolen, Abildgårdskolen, Holluf Pile Skole, Sct Hans Skole, Nørrebjergskolen og H.C.Andersenskolen.

mandag den 27. april 2015

Åbent brev til Byrådet i Odense Kommune

Du har måske allerede henover weekenden hørt at alle skolebestyrelser har formået at stå sammen om nedenstående brev til byrådet. Mottoet må være nok er nok. Der mange skole som ganske enkelt ikke kan få budgettet til at hænge sammen, og vi andre må spare i stor stil. Vores by bruger midler på anlægsaktiver, men den daglige drift spares der i stor stil på.

Det er vigtig i som forældre blander jer i denne debat. Det jer og os som skal påvirke politikkerne og sig vi ikke vil mere. Kom ind i kampen.




Åbent brev

til Byrådet i Odense Kommune

(På vegne af alle skolebestyrelser i Odense Kommune)
Vi er bekymrede!
Som forældrevalgte medlemmer af skolebestyrelserne i Odense Kommune ser vi med stor bekymring på udviklingen i Odense Kommune indenfor skoleområdet. Vi har de seneste år oplevet en voldsom forringelse af de økonomiske rammer, der bliver afsat til at drive skolerne for.

Vi har gentagne gange italesat denne problematik overfor rådmanden, politikerne i kontaktudvalgene, skoleforvaltningen og sågar undervisningsministeren. Men vores oplevelse er, at politikerne og embedsmændene synes at bruge deres kræfter på at ’lukke’ den debat, vi forsøger at rejse, i stedet for at gå i dialog med skolerne omkring de stramme budgetter. Derfor henvender vi os nu med dette ’åbne brev’ til Byrådets politikere og beder om dialog i forhold til politisk prioritering af økonomi til folkeskolerne i Odense.

Prioritér flere penge til folkeskolen!
I lyset af skolereformens indhold og øgede timetal, fokus på inklusion og nye arbejdstidsregler, burde der tilføres flere ressourcer - og ikke skæres ned. Skolen skal i dag klare en lang række opgaver, der tidligere blev varetaget af specielt uddannet personale på specialiserede institutioner samtidig med, at der skal udvikles nye undervisningsformer.

Vi må som skolebestyrelsesmedlemmer ofte lægge ører til bekymrede forældre, som på grund af de massive besparelser overvejer at flytte deres børn over på skoler i nabokommunerne eller på privatskole. Vi skriver dette brev, fordi vi ønsker at styrke den danske folkeskole og sikre dens fremtidspotentiale.

De seneste års besparelser kulminerer med budgettet i år, hvor vi igen oplever omfattende beskæringer i de midler, vi har til at drive skole for. Vi er bekymrede for, om vi med de rammer reelt er i stand til at levere en folkeskole, som elever og forældre bør kunne forvente i en kommune af Odenses størrelse.

Odense har altid prioriteret relativt få penge til folkeskolerne sammenlignet med de 97 andre kommuner i landet. De sidste 4 år har Odense kommune bevæget sig fra en middelmådig midterplads helt ned på en bundplacering, når man måler på, hvad der afsættes af midler pr. elev og pr. skole! (kilde: Danmarks Statistik)

Budgetterne er nu så stramme, at vi ingen råderum har til prioritering overhovedet.

Det har store konsekvenser!
Denne prioritering får store konsekvenser for alle folkeskolerne i Odense, og der er stor risiko for, at intentionerne bag folkeskolereformen ikke kan føres ud i livet og endnu værre, at eleverne ikke får den undervisning, de har krav på.

Vi har ikke råd til en underviser!
Da pengene til vikarer er blevet voldsomt reduceret - på flere skoler med op til 66 % - betyder det, at det oftest er umuligt at betale den nødvendige vikardækning. Vi har på mange af skolerne i Odense oplevet et stigende behov for vikardækning grundet krav om opkvalificering og efter/videreuddannelse af personalet samt afvikling af seniordage og 6. ferieuge mm.

Det vil sige, at der er stor risiko for, at eleverne enten ikke får kvalificeret undervisning eller oplever aflysning af timerne. Der er eksempler på, at en klasse har mistet 40 dansktimer på et år, og at 19-årige vikarer står alene med 50 elever i udskolingen. Dette er fuldstændig uacceptabelt og lever på ingen måder op til skolereformens intentioner om øget kvalitet i undervisningen og mere læring til det enkelte barn.

Vi må sende elever hjem!
Manglende ressourcer umuliggør en prioritering af fordybelsestimerne i udskolingen - både de fastlagte og de frivillige. Det gør det umuligt at sikre eleverne et tilfredsstillende læringsudbytte, og flere forældre fravælger derfor det frivillige tilbud. Da en opprioritering af bemandingen i disse lektioner betyder, at vi må nedtrappe vores inklusions- og støtteforanstaltninger andre steder på skolen, vælger flere skoler at lade en lærer ’holde øje’ med en hel årgang eller helt at aflyse tilbuddet om frivillig fordybelsestimer. Vi er meget langt fra at kunne indfri de forventninger, vi alle har til den aktuelle skolereform.

Underfinanciering!
I de udmeldte budgetter fra Odense kommune er der flere steder helt konkret kalkuleret med underbudgettering i forhold til de reelle udgifter. Eksempelvis udbetales skolerne kun penge til at dække 60 % af medarbejdernes løn under 6. ferieuge, hvilket betyder, at skolerne selv må finde de resterende 40 % af lønudgifterne. På den måde oplever skolerne, at budget til undervisningsmateriale, støtteundervisning, lejrskoler og vedligeholdelse må bruges til udbetaling af løn i stedet for. Det undergraver vores muligheder for at drive en ordentlig folkeskole. 

Vi må tage fra dem, der har behov for støtte!
På nogle skoler er der budgetteret med helt ned til 40 timer om ugen til at dække de udsatte elevers behov for støtte til læring. Det betyder, at der kun er 40 timers støtte til op imod 500 elever, og det slår slet ikke til, når opgaven lyder på behov for særlige foranstaltninger til dem, der afventer visitation til eller har fået afvist et specialtilbud, inklusionsaktiviteter på alle klassetrin, trivselsaktiviteter for hele klasser/årgange eller enkelte elever og naturligvis specialundervisning, herunder støtte til bogligt svage elever som fx ordblinde.

Vi efterlyser handling!
Tag vores opråb alvorligt, kald til dialog med skolerne og forældrene og skaf flere penge til folkeskolen i Odense. Vi har meget svært ved at tage ansvaret for den nuværende udmøntning af den længe ventede skolereform.

Skolebestyrelserne i Odense Kommune.


 
 

tirsdag den 21. april 2015

Princip for elevrådet


Skolebestyrelsen har lige godkendt nedenstående princip for elevrådet.
--------------------------
 
Mål for elevrådet:

At få et velfungerende elevråd, hvor alle tager ansvar og viser engagement. Elevernes medbestemmelse og medansvar sikres gennem elevrådsarbejdet.

 

Elevrådssammensætning og valgproces:

·         Valg til elevrådene sker i forlængelse af morgensamling eller andre fællesmøder.

·         Vi har tre elevråd, fordelt på 1.-3. klasse, 4.-6. klasse og for 7.-9. klasse.

·         2 elever fra hver klasse er repræsenteret i elevrådet.

·         Jo ældre eleverne bliver desto mere inddrages de i forskellige opgaver.

·         Fra elevrådet for 7.-9. klasse deltager formand og næstformand i skolebestyrelsesmøderne.

·         Elever der vælges er engagerede og dem som er den bedste formidler.

·         Valg til elevrådet sker blandt eleverne. Alle kan opstille, og genvalg kan finde sted.

·         Valg er skriftlige

Opgaver:

Elevrådet beskæftiger sig med opgaver, der har betydning for alle på skolen og sikrer derved at eleverne bliver hørt i sager på skolen, der drejer sig om eleverne. Elevrådet kan have indflydelse på skolens ordensregler, legeplads, aktiviteter af eleverne med mere. Nedenstående opgaver er en del af elevrådsarbejdet eller kan blive:

 

·         Mobilregler

·         Sikker skolevej

·         Fodboldturnering for 4.-6. klasse

·         Talentshow for 4.-6. klasse

·         All Star fest for 4.-6. årgang afholdes af elevrådet for 7.-9. klasse

·         Referater

·         Dagsordenen

·         Informationer

·         Deltagelse i møder og drøftelser

·         Sørge for at viderebringe informationer til og fra klasserne

·         Elevrådskursus (Danske skoleelever har kurser eller minikursus på Seden skole)

 

Som elevrådsrepræsentant og suppleant skal du:

·         Deltage aktivt i elevrådsmøderne

·         Møde til alle møder og er forberedt

·         Huske at lytte til dine klassekammerater og viderebringer det til elevrådsmøderne

·         Holde dig opdateret og læser ”Nyt fra elevrådet” på intra

·         Være opsøgende og engageret mht. nye ideer og tiltag

·         Være ansvarsfuld og meddelsom

·         Udfører de opgaver, som du påtager dig

·         Deltager i de arrangementer, som afholdes af elevrådet – også selvom det ligger efter skoletid

·         Bidrage med nyt fra elevrådet på fællessamlinger

·         Vide at, det er ikke en fritime at deltage i elevrådsarbejde

 Er du valgt som formand/næstformand skal du yderligere :

·         Være engageret i at gøre en forskel

·         Forberede dagsordenen for elevrådsmøderne i samarbejde med kontaktlærer

·         Deltage i Skolebestyrelsens møder

·         Turde at stå frem

·         Holde tale til vigtige begivenheder på skolen

Som kontaktlærer skal du:

·         Formidle et positivt og konstruktivt samarbejde med skolens elever, ansatte og skolebestyrelsen.

·         Hjælpe og støtte formand og næstformand Dette gælder især for elevrådet for 7.-9. klasse

·         Skrive eller sikre at der skrives referat og at referatet synliggøres på intra til elever og SB.

·         Referatet skal desuden ligges på skoleporten under elevråd.

·         Bidrager med væsentlige punkter til drøftelse i elevrådet

·         I samarbejde med formand/næstformand udarbejder dagsorden

·         Løbende orienterer med dagsorden og referater til skolens ledelse, klasser, SB og medarbejdere.

·         Samle op på punkter fra møder, giver tilbagemelding om status på tiltag og forbedringer

·         Ved skoleårets start orientere om hvad elevrådet er, og hvilke mulighed for indflydelse man få på afdelingsmorgenmøder eller andre fællesmøder.

·         Sikre at de valgte elevrødder tager deres funktion alvorlig. Såfremt de ikke er seriøse eller tager elevrådsarbejdet alvorligt kan du fratage dem deres plads og bede klasse finde en mere engageret elev.